En beretning fra virkelighedens boldbaner

Først og fremmest: Dette indlæg kommer primært, fordi jeg nu har opdaget, at jeg ikke har ret meget (mere) at fortælle verden. Derfor det selvcentrerede fokus. Man kan jo altid snakke om sig selv, hvis man ikke har andet at sige.

Min første fodboldkarriere stoppede, da jeg forlod landet efter gymnasiet. Formen forsvandt hurtigt, men spilleglæden forblev intakt.

Og det er den såmænd stadigvæk; her halvvejs inde i min første efterårssæson siden 2000. Resultaterne er bare ikke helt så gode som dengang. Efter fire kampe og fire nederlag har jeg efterhånden erkendt, hvad Serie 5 (snart 6) skal bruges til: Øl, glidende tacklinger, og vedligeholdelse af en respektabel grundform. Visse af disse formål kan synes at være i konflikt, men det er de ikke.

Sæsonen startede ellers lovende. Fra min vante plads som back (jeg var angriber i mine unge år, men efterhånden som ølindtaget steg og tempoet faldt, gled jeg længere og længere tilbage på banen - et sandt allround-talent) sneg jeg mig frem og lavede et mål, der var langt bedre, end mine evner berettiger til. Vi tabte dog kampen knebent 2-3.

Siden er det bare gået ned ad bakke, og vi har altså tabt de seneste tre kampe med klare cifre; nærmest uden at være i nærheden af at score. Jeg har endda fjernet al tvivl om mine evner (som kan være opstået efter mit debut-mål) ved nærmest at forære modstanderne et mål i den seneste kamp.

Men jeg holder ved. Fodbold er sundt for kroppen, og øl er godt for sjælen.

Og på lørdag skal vi baske Den Svenske Musikant. Vis mig endegyldigt, Jon Dahl, at jeg har taget fejl af dine evner udi afslutningens svære kunst. Vis mig, at du kan afslutte køligt, overlagt og med overblik, og jeg skal stoppe min kritik af dine platfødder.