Dette indlæg handler ikke om Roskilde-festival. Desværre.
Bandet The Decemberists (hjemmeside her) har i længere tid været relativt højt oppe på min personlige topliste. Men her et års tid efter udgivelsen af seneste album, The Crane Wife, er det lige gået op for mig, hvor fantastisk den plade (og den foregående, Picaresque, fra 2005) egentlig er.
Jeg har lyttet til den med mellemrum, og alle sangene (måske med undtagelse af en eller to) er ganske enkelt umulige at blive trætte af. Fuck, hvor er det vildt, at et stykke musik kan blive ved med at åbne sig op et år efter man hørte det første gang.
En anmelder på Tiny Mix Tapes starter sin anmeldelse af Crane Wife med følgende:
Seriously. This is getting fucking ridiculous. How can a band be this good?
Han har ret. Det er vildt. Melodierne er fængende, drømmende, luftige, dramatiske og voldsomme. Hvilket er en fantastisk kvalitet i sig selv. Men teksterne er et kapitel for sig - konstant udfordrende, poetiske og tilpas prætentiøse til at det stadig er rigtig fedt at dechiffrere dem.
Blandt mine absolutte favoritter er den 12-13 minutter lange The Island, som er en treleddet tragedie om en voldtægt og efterfølgende mord; bl.a. fortalt fra forbryderens side. Det er en kliché, men tålmodighed betaler sig virkelig her - sangen (og måske albummet) fænger ikke umiddelbart, men den sætter sig alligevel fast. Især orgel-klimakset efter godt otte minutter er vanvittig fedt. Efter et par lyt kan man (hvis man har smag) ikke lade være med at leve sig ind i det romantiske og brutale fortidsunivers, som opbygges igennem hele pladen.
Som førnævnte anmelder også skriver:
The Crane Wife is one of the best records, if not the best, I've heard in at least the past year. It will probably hold the number one spot on my top-whatever year-end list, which I will still make even though organizing music into lists may actually be more pointless than writing about it. I honestly almost quit writing about music because of this record, but I'm just too much of a hypocrite to do it.
Amen. Skaf den plade. Der er ganske vist nogle ting med dem på Youtube, men de yder ikke pladens helhed retfærdighed. Det er magisk. Et stort neger-femtal.
Det er i øvrigt med fuldt overlæg, at jeg ikke citerer nogle af sangteksterne her. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke nænne at adskille dem fra musikken - det kommer til at virke for trivielt, og det er slet ikke passende.
Tak.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment