Sunday, July 8, 2007

Det kan man også spise...

Hvis man vil, kan man også bruge en lørdag aften (fra kl. 18-23!*) på at spise:

- Røget andebryst med løgkompot

- Dampet skærising med beurre blanc orange og basilikumolie

- Foie gras terrine med rosengelé og rosmarin-æbler

- Langtidsstegt oksebov med Samsø-kartofler, estragonsky og bagt tomat

- Ostetallerken med bl.a. tallegio, bonde-Gouda, myseost

- Granité med smag af blodappelsin**

- Chokoladekage med æble-sorbet

* Det er sjældent, man bruger fem timer på at spise, men det var tiltrængt. Vi havde begge to krise efter hovedretten, men lidt frisk luft og en ryg-tømning gjorde underværker. Selvom sidstnævnte føltes som en synd, når man ved, at det er dyr mad, der passerer. En krank skæbne for så lækre råvarer. Men vi skal jo alle samme vej, medmindre der snart kommer et kryogenetisk gennembrud.

** På dette tidspunkt er det vigtigt at gøre opmærksom på, at finere madlavning ofte har tendens til at pynte på tingene. "Granité" lyder bedre end "Vi har taget en skovl og afrimet fryseren med vold, og derefter har vi hældt lidt Fun-koncentrat over isklumperne". "Carpaccio af Samsø-kartoffel" lyder også bedre end "kartofler i skiver". Man skal ikke lade sig narre. Men ved sådanne lejligheder er det vigtigt at holde facaden og lade som om, man udmærket ved, at en kogt kartoffel i skiver nogle gange er det bedste i verden. Så kan man selv tilsætte ironisk distance under spisningen. Uden at tjeneren får noget.

Nåja, og så hørte der nogen fine vine til hver ret. Ad libitum, forstås.

Resten af aftenen tilbragte vi på Oscar Wilde i selskab med et par fulde nordmænd i badetøj. Som man nu gør.

No comments: