Nik & Jay... & Knut

Af og til sker der ting, som får mig til at tænke på, hvilke kriterier, der bestemmer, hvad der pludselig skal være en dille.

Berlins Zoologiske Have, som i parentes bemærket er røvkedelig og ildelugtende i gråvejr - ingen Ostalgi her - er på det seneste blevet overrendt af folk, der vil se giraffen. I form af en lille isbjørneunge, der fik navnet Knut.

Men hvad kan Knut egentlig, udover at være den første isbjørneunge, som er blevet født i Berlin Zoo? (Godt gået, Knut!)

Al virakken opstod, fordi Knuts mor ikke ville kendes ved den lille lådne, og derfor overvejede man at aflive ham, ud fra en betragtning om, at han aldrig ville blive "en rigtig isbjørn" (I øvrigt forlod moderen nok snarere den synkende Knut-skude, fordi hun kunne lugte et medietabernakel på lang afstand).

Man kan så spekulere i, hvad en "rigtig" isbjørn egentlig er. Berlins Zoologiske Have er for mig at se i forvejen så ørkesløst kedelig, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nogen af dyrene i haven, der er rigtige dyr (især deres kameler er grimme, og et par af dem ligner slet ikke kameler).

Men dødstruslen, som hang over Knuts hoved, satte gang i Berlins børneflok, der med samlet røst forlangte, at Knut skulle leve. Fair nok - argumentet om, at Knut er mindre rigtig end mange af de andre dyr i Zoo Berlin, er alligevel lidt tyndt.

Det næste, der så sker, er at de førnævnte børn i tusindtal hiver deres forældre, familier og pædagoger ind for at se den lille hvide bjørn, som var så tæt på at blive aflivet. Hvorfor? Fordi han var tæt på at blive aflivet.

Det får mig til at tænke: Jeg har ikke fulgt med i Nik & Jays karriere siden starten, men det skulle ikke undre mig, om deres pladeselskab har brugt samme mekanisme for at få gang i pladesalgene. It goes a little something like this...

Pladeselskabet: "Det her er ikke et rigtigt pop-band. Vi bliver nok nødt til at aflive dem."

Børnene (og medierne): "Neeeej! I må ikke aflive dem! De er så søde, og så laver de sådan nogen sjove lyde! Skide være med, at deres mor ikke vil kendes ved dem!"

Pladeselskabet: "Aha. Måske er der penge i det her. Vi sender sgu lige en plade ud alligevel"

Børnene: "Jaaaaah! Vi køber pladerne, går til koncerterne, ryster vores røv, og går frem og tilbage og til siden og op og ned og hvor vi ellers skal gå henad"


...se, det var et rigtigt eventyr.