Thompson, Doppler og oprøret

Efter en kvasi-våd aften i gode venners lag tilbragte jeg et par sene nattetimer med at se dokumentar-filmen "Breakfast with Hunter S. Thompson".

Jeg har tit set (og nydt) filmen og bogen "Fear & Loathing in Las Vegas", men det er jo trods alt en fiktiv historie, som dog trækker på visse autentiske begivenheder.

Mødet med "den ægte" Hunter S. Thompson i den førnævnte dokumentarfilm fik mig dog til at tænke lidt. Manden var jo ret beset ikke andet end et dybt alkoholiseret og sikkert konstant stofpåvirket legebarn, som påtvang andre sine egne (manglende) normer og levevis. Inderst inde var han selvfølgelig også et godt menneske, men det er nok hans vanvittige indfald, der står tydeligst i hukommelsen hos de fleste.

På trods af, eller snarere på grund af dette bevidste og konstante oprør mod samfundet, blev han et ikon for mange unge mennesker op igennem tresserne og halvfjerdserne, og da Terry Gilliams film udkom i 1998, fik hans tvivlsomme moralkodeks givetvis en renaissance hos andre, der følte sig i opposition til systemet. Der var og er tusindevis af Hunter´e derude, og et eller andet sted var det nok et tilfælde, at lige præcis denne Hunter blev berømt forfatter i stedet for at gå til i sprut og stoffer.

Det værste er, at selvom han så åbenlyst er en sørgelig eksistens, så havde og har han alligevel en dragende effekt. Ikke kun på de mange sykofanter, der hele tiden kredsede om ham, som var han centrum i et solsystem. Ikke kun de mange desperate politikere i Louisville (hvor Thompson er født), der forherligede ham som én af byens vigtigste sønner, selvom de utvivlsomt har bandet over hans eskapader masser af gange.

Han virker også dragende på lille mig. Måske fordi jeg aldrig har taget til Las Vegas med bagagerummet fuld af stoffer. Der er vel en rebel gemt i os alle.

Ved et sammentræf har jeg lige læst bogen "Doppler" af Erlend Loe. Det vil sige, jeg mangler lige tredive sider, så jeg har endnu slutningen til gode.

Bogen handler om en mand, som indser, at han er træt af andre mennesker og samfundet i almindelighed, hvorfor han flytter ud i skoven i et års tid i et (næsten) asocialt selv-realiserings-projekt.

Bogen er sjov og uforpligtende, men man kommer uvægerligt til at tænke på, om det ville være godt at rykke teltpælene op, få prioriteterne i orden, finde sig selv (vælg selv din foretrukne kliché).

Spørgsmålet er så bare, om man skal tage en milliard stoffer og drikke sig i hegnet som Hunter, eller om man skal gøre det på en anden måde?

Foreløbig skriver jeg bare en blog.