Thursday, July 10, 2008

En klam Spielberg-prut

Nogle gange må man uvægerlig undres over, hvorfor visse filminstruktører gang på gang får lov at kaste flere millioner kroner ned i sorte huller uden nogen som helst form for filmisk eller kulturel værdi.

I går var jeg inde at se den nyeste Indiana Jones-film, og det var - for nu at sige det mildt - en gigantisk skuffelse. To timers mareridts-agtigt fjolleri uden nogen som helst form for substans, hvor jeg gang på gang tog mig selv i at ryste på hovedet over, at Spielberg har et så stort navn, som han har.

Fint nok, at action-eventyrgenren tilsyneladende har lov til at være en eklektisk sammenblanding af inspirationer og hændelser, men når man begynder at trække rumvæsner, maya-kultur, koldkrigspolitik og alt muligt andet ind, så skal det fandme ikke være for at maskere, at man reelt set ikke har nogen historie i centrum.

Gårsdagens møgbunke var et tydeligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man - i stedet for at opbygge en film omkring et godt plot - bare smækker en smule handling, en masse action, og en mængde letkøbte referencer på det samme skelet, som udgjorde fundamentet for de tre første film. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at manuskriptforfatteren udelukkende har haft som udgangspunkt, at der skal vrides de sidste millioner ud af Indy-skabelonen, og så har han fundet på ét eller andet åndssvagt pseudo-plot til formålet. Fuck, hvor er det tyndt, og jeg skammer mig over at have spyttet penge i Spielberg-maskinen. NEVER AGAIN!

Dialogen var (objektivt) elendig, Harrison Ford var tilsvarende elendig, og stemningen var eventyrlig fjollet hele vejen igennem - vel at mærke på den dårlige måde. Den burde blive markedsført som en opdateret version af "Ud at køre med de skøre" og intet andet.

Hvis nogen læser dette og overvejer at se filmen, så lad være!

BOYKOT SPIELBERG!

No comments: