Findes der kristne cykelryttere?

Jeg synes det er synd for cykelrytterne, at de ikke kan deltage i nadveren.

Én ting er at dope sig med sit eget blod, men forestil jer, hvor stort et performance boost, man får, hvis man indtager selveste Jesu blod?!

Jeg har ikke selv prøvet det endnu, men jeg overvejer stærkt at gå i kirke på søndag, og så cykle en lang tur bagefter. Prøv det selv og meld endelig tilbage.

Sindssygt...

Hvem sagde, Nostradamus var død? blog-Dette indlæg blev skrevet i april, meine Damen und Herren.

Fat Cyclist-blog

Fredagsbarerne kan ånde lettet op?

Selvom jeg i et tidligere indlæg gav udtryk for, at det er i orden med mig, at fredagsbarerne skal betale husleje osv, viser det sig nu, at Universitetsloven rent faktisk tillader universiteterne at stille faciliteter til rådighed til sociale formål.

Fint nok - sagen følges. Men mon ikke DRC vender frygteligt tilbage inden længe?

Læs pressemeddelelsen fra Studenterrådet

Historien om Per

Lad mig fortælle en historie om Per.

Per påvirker din dagligdag. Det er ikke sikkert, du kan se det eller føle det, men det gør han. Per vil dig det dybest set godt, men af og til sker der også dårlige ting i dit liv. De ting lader Per ske, fordi du har tænkt for meget på nøgne damer, fordi du har tænkt for lidt på Per, eller måske noget helt tredje. Du har i hvert fald gjort noget forkert. Derfor skal du sige undskyld til Per, når din hund bliver kørt over, eller når du mister dit job.

Men så skal Per til gengæld nok skaffe dig et nyt job eller en ny hund. Eller; det er ikke sikkert, han rent faktisk gør det, men det trøster da at vide, at han måske hjælper dig, ikke?

Du vil i din dagligdag sikkert møde mennesker, som ikke har lyst til at vide af Per. Det er værst for dem selv, men du skal alligevel hjælpe dem. Fortæl dem om Per - fortæl dem, at alle de ting, som de ikke har det godt med i deres tilværelse, bliver lettere, hvis de snakker lidt med Per (og giver ham lidt penge) i ny og næ.

Og nu til det vigtigste: Børnene. Forspild ikke en chance for at fortælle børn (jo yngre, jo bedre), at:

- de skal gøre, som Per siger.
- alle, der stiller spørgsmålstegn ved Per, tager fejl. Fordi sådan er det. Det har Per jo selv sagt. Og kig bare ud af vinduet. Kun Per kan få træet til at vokse og regnen til at falde.
- folk, der ikke tror på Per, er nogle sørgelige stakler, som bare ikke har opdaget Per endnu. Og derfor lever de på en måde, som gør dem ulykkelige. Selvom de ser lykkelige ud. Og selvom de siger, at de er lykkelige.

Per har Løsningen. Ganske enkelt. Der findes mennesker, som påstår, at det er Magnus eller Robert, der har løsningen. Men de tager fejl. Grueligt fejl. Og vi skal gerne overbevise dem om det; om det så koster os livet. Per er god.

Per kan i øvrigt bedre lide dig, når du sidder på knæ. Uden knæbeskyttere. Det skal gøre lidt ondt.

Til byens udskænkningssteder: Kom an!

Så er det slut. The jig is up. Igennem mange år har de stakkels værtshusejere og medlemmer af DRC (Brancheforeningen for Danske restauranter & Caféer) lidt frygtelige afsavn. Ja, så hårdt har det været økonomisk, at de har været nødt til at betale helt ned til 80-90 kroner til de hårdtarbejdende afryddere, garderobepiger mv.

Og endvidere har de været nødt til at kræve 50-60 kroner for en stor fadøl, for overhovedet at kunne få forretningen til at løbe rundt. De er naturligvis gået glip af mange gæster på den konto, og den store skyldner er selvfølgelig fredagsbar-konceptet.

Godt nok henvises der som regel kun til Klubben på Handelshøjskolen, som er et helt exceptionelt tilfælde, hvor der bliver omsat for usandsynlig mange millioner om året. I de fleste fredagsbarer holder omsætningen sig et godt stykke under en kvart million om året, men det ser jo bedre ud i pressen, når man kan komme med det mest grelle eksempel. Jeg vil i den forbindelse anbefale de ærværdige herrer i DRC at udvide horisonten og kigge forbi eksempelvis Datalogisk Fredagsbar, som nok ligger i den anden ende af skalaen (og der er sikkert barer, som er endnu mindre).

Hvad er en fredagsbar så? En fredagsbar er et lokale, som stilles til rådighed af universitet (eller hvilken som helst læreanstalt). Fredagsbarerne fungerer som frivillige organisationer, der hver fredag arrangerer underholdning, og de sætter her rammerne for det, man kan kalde "studiemiljø" (selvfølgelig er det ikke kun fredagsbarerne, der er afgørende for studiemiljøet, men de bidrager da hertil).

På grund af de gratis lokaler, den gratis strøm, og ikke mindst den gratis arbejdskraft, behøver fredagsbarerne ikke kræve 60 pr. øl for at få forretningen til at løbe rundt. I Fredagsbar.dk tager man således f.eks. 10 kr. for almindelige øl.

De gratis lokaler og den gratis strøm er selvfølgelig konkurrenceforvridende (ingen pis - det har Konkurrencestyrelsen fuldstændig ret i). Den gratis arbejdskraft kan dog ikke røres - heldigvis er der stadig frit lejde for frivilligt arbejde i universitets-regi.

Derfor har værtshusejerne fået medhold af Konkurrencestyrelsen - universiteterne skal nu afkræve fredagsbarerne for strøm og leje af lokaler - sikkert til markedsværdi. Hvilket for så vidt er helt fair. Konkurrenceregler vejer til enhver tid tungere end abstrakte størrelser som "studiemiljø" og "druk" og "hor".

I fremtiden skal fredagsbarerne så operere ud fra samme økonomiske vilkår som værtshusene, og det vil nok betyde moderat forhøjede ølpriser i fredagsbarerne. Spørgsmålet er så, om ikke værtshusejerne kunne suge endnu flere gæster til sig ved at skrue lidt ned for priserne. Nu er konkurrencen jo mindsket (det lader i hvert fald til at have været værtshusejernes rationale), så de vil kunne tillade sig at sænke priserne og stadig køre med samme profitmargin som før. Lavere priser kan måske endda gå hen at trække flere mennesker til.

Det sker dog nok ikke. Der er ingen tvivl om, at værtshusejeren har gjort dette tiltag i profitmaksimeringens ånd - og fred være med det.

I realiteten har DRC dog nok kun opnået følgende ting:

1) Mere druk i privat regi om fredagen
2) Enkelte af de mindre fredagsbarer (eller de, der ligger på attraktive og dermed dyre adresser) vil være tvunget til at lukke eller fusionere
3) De studerende bruger flere penge i fredagsbarerne, end de gjorde før

Man skal være mere end almindeligt naiv, hvis man som værtshusejer tror, at man får flere kunder, fordi en fredagsøl nu koster 15 kroner i stedet for 10 kroner - og den prisforøgelse er nok endda højt sat.

Fredagsbarer kan nemlig noget, som værtshusene ikke kan: For det første ligger de oftest tæt på studiestederne (heldigvis kan værtshusejerne nok ikke kræve, at denne fordel skal afspejles i prissætningen på fredagsbar-lokalerne), og de udgør dermed - uanset hvor grimme og atmosfæreforladte lokalerne så måtte være - en oplagt mulighed for at afslutte ugen med lidt hygge og/eller dødsdruk.

Men det primære er nok, at det er de studerende selv, der står for alle arrangementer. Samtlige af de fredagsbarer, jeg har været i, har emmet af frivillighed, uhøjtidelighed og en lille smule tryghed. Studerende, der drikker i en fredagsbar, slår sig løs på en helt anden måde, end de gør nede i byen. Hvilket af og til er skræmmende, men sjældent ret længe ad gangen.

Jeg siger til værtshusejerne:

Kom an!

Nu er der vist ikke andre muligheder end at gribe i egen barm, hvis I skal have flere folk igennem tællerne. I har masser af muligheder for at gøre det bedre. I vil aldrig kunne tilbyde det samme, som fredagsbarerne kan, men I kan sagtens gøre det bedre, end I gør nu. Eller har I flere undskyldninger?

Personligt håber jeg, at de studerende rundt omkring i landet vil afholde sig fra formålsløse underskrifts-indsamlinger og store, krakilske protestaktioner med uforsonlig retorik. Der er ingen grund til demonstrativt at vælge byturen fra - gør, som I altid har gjort. Værtshusejerne skal også overleve - som de i øvrigt mirakuløst har gjort i de sidste mange årtier, på trods af fredagsbarernes statsstøttede rædselsregime.

Men næste gang du overvejer, om du skal gå i fredagsbar eller blive hjemme - så vælg fredagsbaren. Vi skal nok tage os af dig.

Intet nyt fra nogen fronter

Kopieret fra: tv2.dk

Andersen kunne ikke sige noget

20-07-07: 14:46 af: Kasper Højstrup Nielsen

Kim Andersen var ikke meget for at kommentere på sagen om Michael Rasmussens udelukkelse fra det danske cykel-landshold.

"Jamen det har jeg svært ved at sige noget om. Det er en sag mellem DCU og Michael Rasmussen. Jeg kan umuligt tage stilling til den," sagde han til TV 2 Sporten.

Kim Andersen sagde dog, at også ryttere på Team CSC har fået advarsler fra den Internationale Cykel Union, UCI.

"Vi har da også fået advarsler her på holdet. Jeg kender dog ikke til Michaels konkrete sag og kan derfor ikke sige noget om den," sagde den danske sports-direktør inden 12. etape.

Således skriver TV2 på deres website, og endvidere på tekst-tv.

Men hvad er det, der står? Kim Andersen kan ikke kommentere den verserende sag, idet han ikke er part i den. Ganske fornuftigt - det er en betændt omgang, og udenforstående kan ikke have nogen interesse i at kaste benzin på bålet.

Hvorfor er det så lige, TV2 vælger at lægge historien på nettet? Der er jo reelt set ikke nogen historie, bortset fra det lille anslag til sidst, hvor advarsels-tematikken drejes over på CSC´s egne ryttere.

Måske er det et udtryk for den måde, mange nyhedsmedier opfatter nettet på: "Det er et hurtigt medie; ergo skal vi handle hurtigt, og vi skal have flere historier og flere vinkler end vores konkurrenter".

Efter selv at have været et kort smut indenom ét af landets bladhuse, kan jeg vist godt tillade mig at påstå, at 'hastighed' i praksis er et mindst lige så relevant nyhedskriterie som de andre gængse kriterier, og det har en værdi i sig selv at være de første med en historie. Hvilket der for så vidt ikke er noget galt i, hvis blot i det mindste et par af de andre kriterier er til stede i teksten.

At Kim Andersen (non-)historien så ikke har noget reelt indhold, lader til at være mindre vigtigt. For journalisten i marken handler det om at få så mange reaktioner som muligt, fra så mange "kendte ansigter" som overhovedet muligt. Det er sådan set fair nok, at Kim Andersen udspørges om Rasmussen-problematikken, men når han så kommer med et svar, der er lige så brugbart og interessant som den gennemsnitlige Youtube-video, så må det være op til redaktøren (eller måske journalisten selv, men han ligger nok under for en nyhedskvote, som skal opfyldes hver dag*) at sortere den fra.

Bare fordi det er uproblematisk at lægge alt til rådighed for læserne, er det ikke ensbetydende med, at redaktørerne fuldstændig ukritisk skal spytte historier ud om alt og intet. Vi begraves dagligt med nyheder om bl.a. Tour de France - medierne er gået helt i selvsving, og det ville måske være på plads at bemærke, at kvantitet og kvalitet ikke altid går hånd i hånd. "Den bedste dækning" er ikke ensbetydende med: "Vi stiller alle spørgsmål til alle, og vi stiller dem HVER dag!"

* I øvrigt er det et sjovt tankeeksperiment at forestille sig en dag helt uden nyheder. Jojo, kom nu med... Forestiller du dig det? OK, forestil dig så, at ingen af de store dagblade opdaterer deres hjemmesider, i erkendelse af, at der ikke skete noget den foregående dag. Hvad er mest sandsynligt - at der ikke sker noget, eller at der ikke opdateres hjemmesider?

Thompson, Doppler og oprøret

Efter en kvasi-våd aften i gode venners lag tilbragte jeg et par sene nattetimer med at se dokumentar-filmen "Breakfast with Hunter S. Thompson".

Jeg har tit set (og nydt) filmen og bogen "Fear & Loathing in Las Vegas", men det er jo trods alt en fiktiv historie, som dog trækker på visse autentiske begivenheder.

Mødet med "den ægte" Hunter S. Thompson i den førnævnte dokumentarfilm fik mig dog til at tænke lidt. Manden var jo ret beset ikke andet end et dybt alkoholiseret og sikkert konstant stofpåvirket legebarn, som påtvang andre sine egne (manglende) normer og levevis. Inderst inde var han selvfølgelig også et godt menneske, men det er nok hans vanvittige indfald, der står tydeligst i hukommelsen hos de fleste.

På trods af, eller snarere på grund af dette bevidste og konstante oprør mod samfundet, blev han et ikon for mange unge mennesker op igennem tresserne og halvfjerdserne, og da Terry Gilliams film udkom i 1998, fik hans tvivlsomme moralkodeks givetvis en renaissance hos andre, der følte sig i opposition til systemet. Der var og er tusindevis af Hunter´e derude, og et eller andet sted var det nok et tilfælde, at lige præcis denne Hunter blev berømt forfatter i stedet for at gå til i sprut og stoffer.

Det værste er, at selvom han så åbenlyst er en sørgelig eksistens, så havde og har han alligevel en dragende effekt. Ikke kun på de mange sykofanter, der hele tiden kredsede om ham, som var han centrum i et solsystem. Ikke kun de mange desperate politikere i Louisville (hvor Thompson er født), der forherligede ham som én af byens vigtigste sønner, selvom de utvivlsomt har bandet over hans eskapader masser af gange.

Han virker også dragende på lille mig. Måske fordi jeg aldrig har taget til Las Vegas med bagagerummet fuld af stoffer. Der er vel en rebel gemt i os alle.

Ved et sammentræf har jeg lige læst bogen "Doppler" af Erlend Loe. Det vil sige, jeg mangler lige tredive sider, så jeg har endnu slutningen til gode.

Bogen handler om en mand, som indser, at han er træt af andre mennesker og samfundet i almindelighed, hvorfor han flytter ud i skoven i et års tid i et (næsten) asocialt selv-realiserings-projekt.

Bogen er sjov og uforpligtende, men man kommer uvægerligt til at tænke på, om det ville være godt at rykke teltpælene op, få prioriteterne i orden, finde sig selv (vælg selv din foretrukne kliché).

Spørgsmålet er så bare, om man skal tage en milliard stoffer og drikke sig i hegnet som Hunter, eller om man skal gøre det på en anden måde?

Foreløbig skriver jeg bare en blog.

Nik & Jay... & Knut

Af og til sker der ting, som får mig til at tænke på, hvilke kriterier, der bestemmer, hvad der pludselig skal være en dille.

Berlins Zoologiske Have, som i parentes bemærket er røvkedelig og ildelugtende i gråvejr - ingen Ostalgi her - er på det seneste blevet overrendt af folk, der vil se giraffen. I form af en lille isbjørneunge, der fik navnet Knut.

Men hvad kan Knut egentlig, udover at være den første isbjørneunge, som er blevet født i Berlin Zoo? (Godt gået, Knut!)

Al virakken opstod, fordi Knuts mor ikke ville kendes ved den lille lådne, og derfor overvejede man at aflive ham, ud fra en betragtning om, at han aldrig ville blive "en rigtig isbjørn" (I øvrigt forlod moderen nok snarere den synkende Knut-skude, fordi hun kunne lugte et medietabernakel på lang afstand).

Man kan så spekulere i, hvad en "rigtig" isbjørn egentlig er. Berlins Zoologiske Have er for mig at se i forvejen så ørkesløst kedelig, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nogen af dyrene i haven, der er rigtige dyr (især deres kameler er grimme, og et par af dem ligner slet ikke kameler).

Men dødstruslen, som hang over Knuts hoved, satte gang i Berlins børneflok, der med samlet røst forlangte, at Knut skulle leve. Fair nok - argumentet om, at Knut er mindre rigtig end mange af de andre dyr i Zoo Berlin, er alligevel lidt tyndt.

Det næste, der så sker, er at de førnævnte børn i tusindtal hiver deres forældre, familier og pædagoger ind for at se den lille hvide bjørn, som var så tæt på at blive aflivet. Hvorfor? Fordi han var tæt på at blive aflivet.

Det får mig til at tænke: Jeg har ikke fulgt med i Nik & Jays karriere siden starten, men det skulle ikke undre mig, om deres pladeselskab har brugt samme mekanisme for at få gang i pladesalgene. It goes a little something like this...

Pladeselskabet: "Det her er ikke et rigtigt pop-band. Vi bliver nok nødt til at aflive dem."

Børnene (og medierne): "Neeeej! I må ikke aflive dem! De er så søde, og så laver de sådan nogen sjove lyde! Skide være med, at deres mor ikke vil kendes ved dem!"

Pladeselskabet: "Aha. Måske er der penge i det her. Vi sender sgu lige en plade ud alligevel"

Børnene: "Jaaaaah! Vi køber pladerne, går til koncerterne, ryster vores røv, og går frem og tilbage og til siden og op og ned og hvor vi ellers skal gå henad"


...se, det var et rigtigt eventyr.

Tømmermænd og koma

Har lige oplevet at gå i koma på toilettet. Heldigvis kom jeg til mig selv inden der skete noget.

Der findes tømmermændsdage, og så findes der de tømmermændsdage, hvor man stensikkert ville tabe, hvis man skulle spille kryds og bolle mod en brødrister. Men det ville blive tæt løb.

Det kan man også spise...

Hvis man vil, kan man også bruge en lørdag aften (fra kl. 18-23!*) på at spise:

- Røget andebryst med løgkompot

- Dampet skærising med beurre blanc orange og basilikumolie

- Foie gras terrine med rosengelé og rosmarin-æbler

- Langtidsstegt oksebov med Samsø-kartofler, estragonsky og bagt tomat

- Ostetallerken med bl.a. tallegio, bonde-Gouda, myseost

- Granité med smag af blodappelsin**

- Chokoladekage med æble-sorbet

* Det er sjældent, man bruger fem timer på at spise, men det var tiltrængt. Vi havde begge to krise efter hovedretten, men lidt frisk luft og en ryg-tømning gjorde underværker. Selvom sidstnævnte føltes som en synd, når man ved, at det er dyr mad, der passerer. En krank skæbne for så lækre råvarer. Men vi skal jo alle samme vej, medmindre der snart kommer et kryogenetisk gennembrud.

** På dette tidspunkt er det vigtigt at gøre opmærksom på, at finere madlavning ofte har tendens til at pynte på tingene. "Granité" lyder bedre end "Vi har taget en skovl og afrimet fryseren med vold, og derefter har vi hældt lidt Fun-koncentrat over isklumperne". "Carpaccio af Samsø-kartoffel" lyder også bedre end "kartofler i skiver". Man skal ikke lade sig narre. Men ved sådanne lejligheder er det vigtigt at holde facaden og lade som om, man udmærket ved, at en kogt kartoffel i skiver nogle gange er det bedste i verden. Så kan man selv tilsætte ironisk distance under spisningen. Uden at tjeneren får noget.

Nåja, og så hørte der nogen fine vine til hver ret. Ad libitum, forstås.

Resten af aftenen tilbragte vi på Oscar Wilde i selskab med et par fulde nordmænd i badetøj. Som man nu gør.

Om tennis og Beelzebub

Når dette indlæg handler om tennis, er det ikke fordi det er min favorit-sportsgren.

Det er heller ikke fordi tennis (og særlig Wimblerain) altid er seervenligt. Endeløse baglinjedueller og 200-km-server, som kameraet næsten ikke kan følge, er ikke helt så medrivende som fodbold, hvor der både er mavepumpere (det hedder det altså, Marianne!) og streakende Aalborg-kvinder til at bryde monotonien.

Næh, dette indlæg handler om tennis, fordi det er én af de få sportsgrene, hvor det er helt tydeligt, at den bedste udøver i verden har indgået en pagt med Djævlen selv. Vel at mærke uden at nogen tilsyneladende bekymrer sig om det.

Før vi går videre, så husk, at du læste det her først.

Når man ser Roger Federer spille, er man ikke i tvivl længere. Og eksistensen af en satanisk kontrakt bliver blot mere tydelig, når man ser hans kæreste, Mirka Vavrinec, som altid har et skælmsk udtryk i ansigtet.

Her er et par faktorer, som yderligere sandsynliggør, at Federer og Lucifer har indgået en aftale:

1) Federer (og Vavrinec) er fra Schweiz. Man skal generelt være varsom overfor schweizere, som udviser talent for dette eller hint

2) Federers vinklede baghånd

3) Federers krokodilletårer, når han vinder en turnering - han vidste udmærket godt, at han ville vinde

Nuff said

Velkommen (v.1.0)

Før der kommer nogen egentlige indlæg på denne blog, synes jeg det er vigtigt at fortælle dig, hvad du har gang i.

Lige nu er du ved at give mig magten over din tilværelse. Ja, det lyder måske lidt voldsomt, men ikke desto mindre er det sandt. Det lyder måske endda lidt indbildsk, men du læser jo stadig med, ikke?

Jeg vil ligefrem vædde med, at du stadig læser med.

I og med, at du læser dette, må du have en forventning om, at du på én eller anden måde bliver beriget af de følgende ord. Selvom jeg ikke fuldstændig vil afvise det, så må jeg med bedrøvelse i tastaturet meddele, at chancerne er små. Indtil videre har jeg i hvert fald ikke modtaget begejstrede mails fra læsere af denne blog.

Der er mange ting, der hiver og flår i dig; mange ting, der kræver din opmærksomhed. Denne blog er ikke én af dem. Den lever, uanset om du giver den virtuelt åndedræt eller ej. Jeg synes faktisk, du skal klikke bort fra denne blog og bruge din tid på noget fornuftigt. Fornuft finder du ikke her. Tværtimod er der snarere tale om et narcissistisk web-projekt som så mange andre.

Læs mig, se mig, hør mig!

Hvis der stadig skulle være nogen, der læser med, må jeg hellere slå fast, at denne blog nu og i fremtiden kun vil give udtryk for én mening: Den rigtige.

God fornøjelse.