Opdatering fra Roskilde

Så er Roskilde overstået for mit vedkommende - et døgns tid før planlagt, men der var simpelthen ikke mere i mig. Oplevelsen af at sove i et betonrør var ikke udelukkende positiv. Af én eller anden årsag mener stive festivalgæster, at folk, som ikke sover i telte, ikke har noget imod at blive vækket af slag og spark på døren.

En amerikansk pige oplevede at få smidt en flaske ind i sit rør, så den smadrede ud over det hele, og et andet rør blev ligefrem rullet ti meter. Ikke fedt, hvis der har været folk derinde. Det, der skulle have været en sjov ekstra-oplevelse blev dermed mere til et par nætter i semi-angst og halvvågen tilstand. Derfor den tidlige exit.

Nu til musikken: Jeg er godt tilfreds med mængden af koncerter, jeg kom frem til, men naturligvis var det langt fra alt, jeg nåede. Til gengæld kom der så mere på løbende.

Asteroids Galaxy Tour: En anelse tamt - forsangeren gjorde det ok, men det var ikke gennemtrængende nok.

Beta Satan: Helt igennem fedt. Måske mangler der lidt overbevisning, men musikken var cool og tung.

Teitur: Jeg holder fast i, at han ikke skulle have åbnet Orange. Fejl, fejl, Fehler. Han virker flink, men Orange skal åbnes med mere larm.

The Dø: En positiv overraskelse. Meget mere kantet og farligt end forventet, og det klædte dem godt. En super-cool forsanger, som har mange ligheder med Karen O.

The Gossip: Jeg nåede (pga. Radiohead) kun at høre de første tyve minutter, men jeg må sige, at Beth Ditto gav den gas fra start. That whale can sing!

Radiohead: Det var rigtig stort. Jeg manglede lidt publikumskontakt undervejs, og nogle af de nye numre ramte ikke rigtigt, men alligevel var det en stor oplevelse at se Thom Yorke synge Orange op.

Polarkreis 18: Meget lovende. De havde et par svage passager, men de trykkede den maks af til tider - med gåsehus til følge.

Mugison: Blev valgt frem for Band of Horses. Jeg ville rigtig gerne have set begge dele, men Mugison skuffede ikke. Han har en fed, raspende stemme, og i et telt fuld af islændinge er der altid god stemning.

Gnarls Barkley: Jeg kom ved en fejl op i pitten lige foran scenen uden at stå i kø, og det gjorde det til en ekstra fed oplevelse. That whale can sing!

Santogold: En meget langtrukken start, men en festlig koncert, og som altid med god stemning i Cosmopol-teltet.

Grinderman: Ikke lige mig. Det er simpelthen for stenet og primitivt, selvom de gav den gas.

The Streets: Én af festivalens største oplevelser og overraskelser. Det var nok ret beset lidt røvballe-agtigt, og musikken var heller ikke lige fantastisk for mig hele tiden, men Mike Skinner fik dælme sat gang i Orange. Og 20.000 lightere til "Dry Your Eyes" rykker for hårdt i tårekanalerne.

The Fashion: Endnu en pit-koncert; omringet af unge mennesker. De skabte en god stemning, men forsangeren havde lidt stemmeproblemer, som ikke blev bedre af, at lydmanden efter en halv time ikke havde fået fjernet feedbacken fra hans mikrofon. Det gider jeg ikke at lytte til.

Judas Priest: Fangede lige en halv times tid, og det var som forventet slet ikke mig.

The Notwist: Godt og skidt. Det startede som den atmosfæriske, elektroniske pop, man kender, men pludselig ændrede koncerten karakter (muligvis pga. sangene fra det nye album) og gik over i tung garagerock. Det havde også sine øjeblikke, men det chillede og stenede virkede bedre for mig. De sluttede dog af med "Pilot" fra Neon Golden-albummet, og den havde de heldigvis ikke lavet om på.

Neil Young: En lidt ensformig start med en masse tråd, men efter et cover af All Along the Watchtower blev det godt fot mig. Her gik han nemlig over til akustiske numre - især "Old Man" var fantastisk.

The Duke Spirit: Et virkelig lovende band, der på trods af ringe fremmøde - de var sat på til kl. halv tre om natten - gav en rigtig god koncert. Forsangeren var voldsomt æggende, og selvom resten af bandet manglede lidt entusiasme, så var det en positiv overraskelse.

Herudover fangede jeg også lidt Mogwai (det virkede rigtig fedt, og det skal undersøges nærmere), og lidt Raveonettes (som altid festligt).

Vejret var jo fantastisk, og den lejr, jeg var tilknyttet, var endnu bedre. Tak for det, I gode mennesker. Jeg fortryder dog ikke, at min festival-paranoia fik mig til at tage hjem søndag formiddag, og afrejsetidspunktet betød også, at jeg kunne sidde ned hele vejen hjem i toget.

Jeg er i øvrigt mest ked af, at jeg missede Girl Talk, Veto, og som nævnt Band of Horses. Og måske Hot Chip om søndagen.