Opdatering fra Roskilde

Så er Roskilde overstået for mit vedkommende - et døgns tid før planlagt, men der var simpelthen ikke mere i mig. Oplevelsen af at sove i et betonrør var ikke udelukkende positiv. Af én eller anden årsag mener stive festivalgæster, at folk, som ikke sover i telte, ikke har noget imod at blive vækket af slag og spark på døren.

En amerikansk pige oplevede at få smidt en flaske ind i sit rør, så den smadrede ud over det hele, og et andet rør blev ligefrem rullet ti meter. Ikke fedt, hvis der har været folk derinde. Det, der skulle have været en sjov ekstra-oplevelse blev dermed mere til et par nætter i semi-angst og halvvågen tilstand. Derfor den tidlige exit.

Nu til musikken: Jeg er godt tilfreds med mængden af koncerter, jeg kom frem til, men naturligvis var det langt fra alt, jeg nåede. Til gengæld kom der så mere på løbende.

Asteroids Galaxy Tour: En anelse tamt - forsangeren gjorde det ok, men det var ikke gennemtrængende nok.

Beta Satan: Helt igennem fedt. Måske mangler der lidt overbevisning, men musikken var cool og tung.

Teitur: Jeg holder fast i, at han ikke skulle have åbnet Orange. Fejl, fejl, Fehler. Han virker flink, men Orange skal åbnes med mere larm.

The Dø: En positiv overraskelse. Meget mere kantet og farligt end forventet, og det klædte dem godt. En super-cool forsanger, som har mange ligheder med Karen O.

The Gossip: Jeg nåede (pga. Radiohead) kun at høre de første tyve minutter, men jeg må sige, at Beth Ditto gav den gas fra start. That whale can sing!

Radiohead: Det var rigtig stort. Jeg manglede lidt publikumskontakt undervejs, og nogle af de nye numre ramte ikke rigtigt, men alligevel var det en stor oplevelse at se Thom Yorke synge Orange op.

Polarkreis 18: Meget lovende. De havde et par svage passager, men de trykkede den maks af til tider - med gåsehus til følge.

Mugison: Blev valgt frem for Band of Horses. Jeg ville rigtig gerne have set begge dele, men Mugison skuffede ikke. Han har en fed, raspende stemme, og i et telt fuld af islændinge er der altid god stemning.

Gnarls Barkley: Jeg kom ved en fejl op i pitten lige foran scenen uden at stå i kø, og det gjorde det til en ekstra fed oplevelse. That whale can sing!

Santogold: En meget langtrukken start, men en festlig koncert, og som altid med god stemning i Cosmopol-teltet.

Grinderman: Ikke lige mig. Det er simpelthen for stenet og primitivt, selvom de gav den gas.

The Streets: Én af festivalens største oplevelser og overraskelser. Det var nok ret beset lidt røvballe-agtigt, og musikken var heller ikke lige fantastisk for mig hele tiden, men Mike Skinner fik dælme sat gang i Orange. Og 20.000 lightere til "Dry Your Eyes" rykker for hårdt i tårekanalerne.

The Fashion: Endnu en pit-koncert; omringet af unge mennesker. De skabte en god stemning, men forsangeren havde lidt stemmeproblemer, som ikke blev bedre af, at lydmanden efter en halv time ikke havde fået fjernet feedbacken fra hans mikrofon. Det gider jeg ikke at lytte til.

Judas Priest: Fangede lige en halv times tid, og det var som forventet slet ikke mig.

The Notwist: Godt og skidt. Det startede som den atmosfæriske, elektroniske pop, man kender, men pludselig ændrede koncerten karakter (muligvis pga. sangene fra det nye album) og gik over i tung garagerock. Det havde også sine øjeblikke, men det chillede og stenede virkede bedre for mig. De sluttede dog af med "Pilot" fra Neon Golden-albummet, og den havde de heldigvis ikke lavet om på.

Neil Young: En lidt ensformig start med en masse tråd, men efter et cover af All Along the Watchtower blev det godt fot mig. Her gik han nemlig over til akustiske numre - især "Old Man" var fantastisk.

The Duke Spirit: Et virkelig lovende band, der på trods af ringe fremmøde - de var sat på til kl. halv tre om natten - gav en rigtig god koncert. Forsangeren var voldsomt æggende, og selvom resten af bandet manglede lidt entusiasme, så var det en positiv overraskelse.

Herudover fangede jeg også lidt Mogwai (det virkede rigtig fedt, og det skal undersøges nærmere), og lidt Raveonettes (som altid festligt).

Vejret var jo fantastisk, og den lejr, jeg var tilknyttet, var endnu bedre. Tak for det, I gode mennesker. Jeg fortryder dog ikke, at min festival-paranoia fik mig til at tage hjem søndag formiddag, og afrejsetidspunktet betød også, at jeg kunne sidde ned hele vejen hjem i toget.

Jeg er i øvrigt mest ked af, at jeg missede Girl Talk, Veto, og som nævnt Band of Horses. Og måske Hot Chip om søndagen.

Er I der, Roskilde?!?!

Så er der under en uge til det går løs i det midtsjællandske. En uges Lambrusco-vædet vanvid tilbragt i henholdsvis betonrør (sovende tilstand) og regnvejr (vågen tilstand). Forventningerne til vejret er ikke høje - bare det ikke bliver lige så slemt som sidste år.

Mit personlige musikprogram kan ses nedenfor. Det er et brutto-program, hvilket betyder, at jeg sikkert ender med at nå omkring halvdelen. Det følger jeg op på, når jeg er kommet hjem, og når jeg har genvundet følelsen i mine fingre. Must-sees er markeret med kursiv.

Apropos opfølgning: Jeg har glemt at rapportere fra Viborg-løbet. Det var varmt. Meget varmt. Jeg overvurderede min form og løb den første halvdel på 47 minutter, hvilket resulterede i et totalt nedbrud på anden halvdel. Jeg kom ind lige under to timer, hvilket var langt fra tilfredsstillende. Derfor har jeg nu fået et par egentlige løbesko - de gamle var militærsko fra 2002, og efter sigende er det uforsvarligt at løbe langt i sådan noget lort. Jeg ved ikke, om jeg prøver kræfter med halvmarathon-distancen igen, men nu har jeg da sko til det.


Roskilde-programmet:

SøNDAG 29.06.2008
18:00 - Pavilion Junior - THE LATE PARADE

MANDAG 30.06.2008
21:00 - Pavilion Junior - SLAGSMÅLSKLUBBEN

TIRSDAG 01.07.2008
16:30 - Pavilion Junior - JONG PANG

ONSDAG 02.07.2008
18:00 - Pavilion Junior - THE ASTEROIDS GALAXY TOUR
19:30 - Pavilion Junior - BETA SATAN
21:00 - Pavilion Junior - BLOODGROUP

TORSDAG 03.07.2008
19:30 - Odeon - MGMT
20:00 - Astoria - THE DØ
21:30 - Odeon - GOSSIP
22:00 - Orange - RADIOHEAD

FREDAG 04.07.2008
13:00 - Lounge - JOMI MASSAGE
15:00 - Pavilion - POLARKREIS 18
16:00 - Arena - BAND OF HORSES
16:00 - Odeon - MUGISON
17:00 - Orange - GNARLS BARKLEY
18:30 - Arena - VETO
20:30 - Cosmopol - SANTOGOLD
21:00 - Arena - MOGWAI
22:00 - Odeon - COCOROSIE
22:30 - Orange - GRINDERMAN

LøRDAG 05.07.2008
16:00 - Astoria - EFTERKLANG
17:00 - Arena - THE FASHION
18:00 - Astoria - NICOLE ATKINS & THE SEA
20:00 - Astoria - THE NOTWIST
21:00 - Arena - MY BLOODY VALENTINE
21:30 - Orange - NEIL YOUNG
23:30 - Astoria - DUNKELBUNT
00:00 - Arena - THE RAVEONETTES
02:00 - Arena - BLACK MOUNTAIN
02:30 - Odeon - THE DUKE SPIRIT

SøNDAG 06.07.2008
19:30 - Orange - BOB HUND
20:15 - Odeon - BONNIE 'PRINCE' BILLY
20:45 - Arena - HOT CHIP
00:00 - Arena - DIGITALISM

Meget, meget lækkert

Her er lige en koncert med Arcade Fire - det er egentlig okay, hvis I ikke lige har tid til at lytte hele sagen igennem, men gør jer selv en tjeneste og nap første sang, "Wake Up". Det er dælme en overbevisende start på en medrivende koncert.



På sætlisten er der primært numre fra deres første album, Funeral, men den er også spækket med gode sange. Hvis I ikke allerede har hørt den, så zap frem til Rebellion (Lies), som er én af de sidste i koncerten. Et fantastisk smukt nummer, hvori Win Butler prøver at indgyde håb i en døende person (der var en del af bandmedlemmerne, som mistede familiemedlemmer omkring den tid, hvor sangene blev skrevet - deraf titlen).

Mam.

Mere Roskilde-musik

Så er Bob Hund, Queen Ifrica og The Duke Spirit offentliggjort som nye navne til Roskilde-festival.

Alle tre er røget direkte ind på måske-listen; dog med særlige anmærkninger til Bob Hund og The Duke Spirit. De har bl.a. lavet denne lille semi-poppede sag, som jeg har lagt ind nedenfor. Det er langt fra deres bedste nummer, men det var det første jeg fandt. Jeg tror, det kan blive en positiv overraskelse.



In other news:

Eksamensprojekt #1 har taget fart. Status er nu på godt 18 sider, så der mangler blot syv sider plus lidt post-production. Aflevering om fem dage.

Det lille hygge-halvmarathon på søndag viser sig at blive en kamp for overlevelse. Det skulle efter sigende blive omkring de 30 grader, så alle forhåbninger om at komme ind hurtigere end syv kvarter er hermed skrinlagt. Jeg kan ikke finde ud af at løbe, når det er varmere end 20-22 grader. Vi kalder det 'varme-astma', og så venter vi ellers på, at den danske lægestand anerkender min diagnose, så jeg kan få de rette medikamenter.

Rosinen i Pølseenden: Hånden og Pedellen har nu fået tilknyttet en specialevejleder, og der er fastlagt et emne. Vi skal være ekspert-guruer indenfor 'distributed computing'. Sådan! Det skal nok blive fedt.

PS: Hvis nogen synes, at indlægs-frekvensen på denne blog er steget, så hænger det sammen med, at blog-skrivning er en glimrende overspringshandling ifm. eksamens-skrivning. Basta. Jeg skal nok dæmpe mig i sommerferien. Desuden, så har I godt af at læse noget andet end alle de netaviser.

Fantastisk musik..

Dette indlæg handler ikke om Roskilde-festival. Desværre.

Bandet The Decemberists (hjemmeside her) har i længere tid været relativt højt oppe på min personlige topliste. Men her et års tid efter udgivelsen af seneste album, The Crane Wife, er det lige gået op for mig, hvor fantastisk den plade (og den foregående, Picaresque, fra 2005) egentlig er.

Jeg har lyttet til den med mellemrum, og alle sangene (måske med undtagelse af en eller to) er ganske enkelt umulige at blive trætte af. Fuck, hvor er det vildt, at et stykke musik kan blive ved med at åbne sig op et år efter man hørte det første gang.

En anmelder på Tiny Mix Tapes starter sin anmeldelse af Crane Wife med følgende:

Seriously. This is getting fucking ridiculous. How can a band be this good?

Han har ret. Det er vildt. Melodierne er fængende, drømmende, luftige, dramatiske og voldsomme. Hvilket er en fantastisk kvalitet i sig selv. Men teksterne er et kapitel for sig - konstant udfordrende, poetiske og tilpas prætentiøse til at det stadig er rigtig fedt at dechiffrere dem.

Blandt mine absolutte favoritter er den 12-13 minutter lange The Island, som er en treleddet tragedie om en voldtægt og efterfølgende mord; bl.a. fortalt fra forbryderens side. Det er en kliché, men tålmodighed betaler sig virkelig her - sangen (og måske albummet) fænger ikke umiddelbart, men den sætter sig alligevel fast. Især orgel-klimakset efter godt otte minutter er vanvittig fedt. Efter et par lyt kan man (hvis man har smag) ikke lade være med at leve sig ind i det romantiske og brutale fortidsunivers, som opbygges igennem hele pladen.

Som førnævnte anmelder også skriver:

The Crane Wife is one of the best records, if not the best, I've heard in at least the past year. It will probably hold the number one spot on my top-whatever year-end list, which I will still make even though organizing music into lists may actually be more pointless than writing about it. I honestly almost quit writing about music because of this record, but I'm just too much of a hypocrite to do it.

Amen. Skaf den plade. Der er ganske vist nogle ting med dem på Youtube, men de yder ikke pladens helhed retfærdighed. Det er magisk. Et stort neger-femtal.

Det er i øvrigt med fuldt overlæg, at jeg ikke citerer nogle af sangteksterne her. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke nænne at adskille dem fra musikken - det kommer til at virke for trivielt, og det er slet ikke passende.

Tak.

Must-sees på Roskilde

Følgende navne er foreløbig på min liste til Roskilde 2008 (i vilkårlig rækkefølge). Hvis nogen har anbefalinger til ting, som man bare MÅ se, så send mig endelig en mail...

Radiohead
Band of Horses
The Notwist
Neil Young
Hot Chip
MIA
The Fashion
The Gossip
Sharon Jones
Cat Power
Joan as Police Woman
Gnarls Barkley
Goldfrapp
Bonnie 'Prince' Billy
The Raveonettes
José Gonzales
Jomi Massage
Beta Satan
Yeasayer
Efterklang

Disse bands er startet i måske-bunken, men er efterfølgende rykket op i øverste kategori:

Mugison
The Late Parade
The Dø
Polarkreis 18


Følgende navne overvejer jeg stadig, men det kræver lige lidt nærlytning inden festivalen:

Chemical Bros
Grinderman
Holy Fuck
Maria & Metammit
Le Fiasko
No Age
Santogold
Jay-Z
Jong Pang
Aaron
Enter Shikari
Babylove & The Van Dangos
Tina Dickow
Teitur
Veto
LOC
Telmary
My Bloody Valentine
Battles
Sunburned Hand of the Man
The Hellacopters
Tokyo Police Club
The Cult
Kings of Leon
Black Mountain
Kate Nash

Hej, Niels

Værsgo - dette nummer holdt, da det udkom, og det holder stadig max.



...og tjek for resten Fabchannel for lækre koncerter i god qualität (blandt andet en koncert i fuld længde med Menomena).

I øvrigt: Når jeg ikke er på Statsbiblioteket for at læse op til min crowdsourcing-opgave (primært definitions- og typologi-arbejde), kan jeg findes på Scrabulous.

Worth your time...

For nogen tid siden blev jeg anbefalet en ung amerikansk musiker (møghamrende talentfuld 21-årig!), der kalder sig Beirut. Musikstilen kan vel kaldes en slags nostalgisk Balkan, og nedenstående sang, Nantes, er fra det seneste album, The Flying Club Cup.

Denne optagelse er et Takeaway-show. Konceptet er fransk, og det går i al sin enkelhed ud på, at bagmanden tager kontakt til diverse kunstnere (som regel de lidt indie-orienterede - f.eks. har Arcade Fire, The National og Elvis Perkins, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, været omkring sitet) og beder dem om at lave improviserede koncerter, hvor de nu befinder sig.

Jeg ville ikke linke til det, hvis det ikke var værd at bruge fem minutter på. Lyt.
(og til de faste læsere: Undskyld den studentikose afstikker - det skal ikke gentage sig)

#64.1 - Beirut - Nantes
Sendt af lablogotheque

Anbefaling mm.

Som nogen måske har opdaget, ligger denne blog stille for tiden. Det er helt bevidst. Jeg vil gerne have sorteret de værste medløbere fra. De mennesker, som er så moderne, at de konstant kræver opdateringer. Der skal være noget nyt hele tiden, ellers mister ting værdien.

FORKERT! Ting bliver ikke automatisk dårlige, fordi de ikke ændrer sig. Hvis der ikke er kommet nye indlæg her på bloggen i nogen tid, så er det fordi jeg gerne vil have dig til at læse de foregående indlæg lidt grundigere. Eller måske endda meditere lidt over tingenes tilstand. Det er ingen skade til.

I dag rendte jeg for resten ind i en gammel veninde, som sprang fra universitetet for at få sig en mere praktisk uddannelse. Hendes blogindlæg har både omhandlet ture til Spanien, Etiopien, Holland, og meget mere. Min uddannelse har indtil nu ført mig til Viby. Måske gjorde Majbrit det rigtige. Men jeg klynger mig stadig til håbet om, at jeg engang kan komme så langt som til Flensborg i studiemæssig sammenhæng.

Nå, nu til dagens link: Luisterpaal.

En intet mindre end fantastisk side, hvor en række aktuelle albums lægges ud til fri aflytning (intet download, I snyltende pirat-djævle!). Det var de gode mennesker i FOD, der i sin tid sporede mig ind på siden. Jeg er dem stadig taknemmelig. Ikke mindst fordi der konstant opdateres. Hvilket er en kvalitet i sig selv(!)

Elvis Perkins er din ven

Ham her kan vi godt lide.

Elvis Perkins, søn af Anthony Perkins (Norman Bates i "Psycho"), spiller nedenfor "While You Were Sleeping" i Dave Letterman Show. Albummet, 'Ash Wednesday' (Ikke at forveksle med faderens album, 'Ass Wednesday'), er i det hele taget fint og flot.

Til de humanister, der skulle læse med: Klik på den store, grå pil nedenfor - den i midten af billedet. Og husk at skrue op for lyden.

Nik & Jay... & Knut

Af og til sker der ting, som får mig til at tænke på, hvilke kriterier, der bestemmer, hvad der pludselig skal være en dille.

Berlins Zoologiske Have, som i parentes bemærket er røvkedelig og ildelugtende i gråvejr - ingen Ostalgi her - er på det seneste blevet overrendt af folk, der vil se giraffen. I form af en lille isbjørneunge, der fik navnet Knut.

Men hvad kan Knut egentlig, udover at være den første isbjørneunge, som er blevet født i Berlin Zoo? (Godt gået, Knut!)

Al virakken opstod, fordi Knuts mor ikke ville kendes ved den lille lådne, og derfor overvejede man at aflive ham, ud fra en betragtning om, at han aldrig ville blive "en rigtig isbjørn" (I øvrigt forlod moderen nok snarere den synkende Knut-skude, fordi hun kunne lugte et medietabernakel på lang afstand).

Man kan så spekulere i, hvad en "rigtig" isbjørn egentlig er. Berlins Zoologiske Have er for mig at se i forvejen så ørkesløst kedelig, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nogen af dyrene i haven, der er rigtige dyr (især deres kameler er grimme, og et par af dem ligner slet ikke kameler).

Men dødstruslen, som hang over Knuts hoved, satte gang i Berlins børneflok, der med samlet røst forlangte, at Knut skulle leve. Fair nok - argumentet om, at Knut er mindre rigtig end mange af de andre dyr i Zoo Berlin, er alligevel lidt tyndt.

Det næste, der så sker, er at de førnævnte børn i tusindtal hiver deres forældre, familier og pædagoger ind for at se den lille hvide bjørn, som var så tæt på at blive aflivet. Hvorfor? Fordi han var tæt på at blive aflivet.

Det får mig til at tænke: Jeg har ikke fulgt med i Nik & Jays karriere siden starten, men det skulle ikke undre mig, om deres pladeselskab har brugt samme mekanisme for at få gang i pladesalgene. It goes a little something like this...

Pladeselskabet: "Det her er ikke et rigtigt pop-band. Vi bliver nok nødt til at aflive dem."

Børnene (og medierne): "Neeeej! I må ikke aflive dem! De er så søde, og så laver de sådan nogen sjove lyde! Skide være med, at deres mor ikke vil kendes ved dem!"

Pladeselskabet: "Aha. Måske er der penge i det her. Vi sender sgu lige en plade ud alligevel"

Børnene: "Jaaaaah! Vi køber pladerne, går til koncerterne, ryster vores røv, og går frem og tilbage og til siden og op og ned og hvor vi ellers skal gå henad"


...se, det var et rigtigt eventyr.