Showing posts with label Medier. Show all posts
Showing posts with label Medier. Show all posts

Tuesday, April 29, 2008

Undskyld, offentlighed

Ud af de omtrentligt to lyttere, der hørte Århus Studenterradio tirsdag aften, vil jeg godt sige undskyld til mindst den ene.

Det var sjovt at lave, men nok knapt så sjovt at lytte til. Jeg kan ikke sige det helt præcist, for jeg får det først at høre om et par uger. Jeg skal nok vende tilbage til emnet, når jeg får mulighed for at vurdere vores præstation mere nøgternt.

Sagen var den, at vores lille filmklub var blevet inviteret i æteren for at præsentere et udvalg af usle film. Hvis ikke Jarle hin Fynbo havde været med, havde det nok været mindst 50 % kedeligere.

Om ikke andet, så var det en sjov aften. Og dejligt at udfylde radiobølgerne på selvsamme dag, som selveste TV2 Radio havde lukket ned for deres.

Århus Studenterradio - vi har statsstøtte*, Lars Daneskov! Ha!


*Dette skal ikke ses som værende ytret på vegne af studenterradioen.



...In other news:

Frank Rijkaard udtaler, ifølge Bold.dk, følgende - efter nederlaget til Man. United i CL-semifinalen:

Det er ikke det rette tidspunkt at begynde på kritikken, sagde den pressede Barcelona-træner.

Nej. Men hvornår er så det rette tidspunkt, Frank? Lad os lige tage den igen. I skrivende stund kan Barca maksimalt nå andenpladsen i Primera Division. Vi er altså i en situation, hvor der er to-tre måneder, til den nye sæson begynder, og der er ikke mere at spille om før i august.

Kan der nogensinde være et bedre tidspunkt at begynde på kritik? Med tre-fire points (i kampe mod bl.a. Valencia, Mallorca og Murcia) vil man være sikret direkte kval til næste sæsons CL-turnering, og således skal det gå meget galt, før man skal begynde at frygte for næste sæsons europæiske deltagelse.

Kom igen, Frank.

I øvrigt: For dem, der har tid til overs: Tjek den kommentarstorm, som Steve McManaman har været ude for, efter at han kritiserede Nicklas Bendtners indsats i 6-2-sejren over Derby.

Træt af "die sogenannten Web 2.0", Steve?

Monday, April 21, 2008

To gange fis i en hornlygte...

AAARGGGHHHH!!!!!!

Nu må det stoppe! Endnu en gang har én af landets store tv-stationer stukket en mikrofon i hovedet på en såkaldt "fremtidsforsker".

Hvad i hede hule er meningen? Man KAN ikke forske i fremtiden (!). Man kan forske i fortiden, og til dels i nutiden. Og så kan man vurdere/gætte på, hvordan fremtiden ser ud. Gætværk er ikke forskning. At det er lykkedes branchen at få sammenstillingen af ordene "fremtid" og "forskning" gjort legitim, må siges at være et voldsomt godt stykke spin-arbejde.

Men samtidig er det en klam, klam prut, for at sige det ligeud. Det eneste, jeg nogensinde har hørt en fremtidsforsker gøre, er at tage en eksisterende trend og sige: "Det her vil vi se meget mere af de kommende år". Jeg har selv overværet et foredrag med ét af disse orakler, hvor han minsandten tog fat i YouTube og Facebook. Ja, så bliver det ikke mere futuristisk. Jeg gik forbi Burger King i dag - der var ret lang kø. Jeg tror, at vi vil se både Burger King og køer i fremtiden.

Flot, Magne Hoseth.

Nå, nu vi har fat i sporten...

Hvad er det lige, der sker for samtlige sportsudsendelser i tv? Lige siden Superlig... undskyld, SAS-ligaens 20.runde har de nærmest trådt hinanden over tæerne for at binde en sløjfe om sæsonen:

Man hører som regel noget i stil med: "Det er sidste udkald for Viborg", hvorefter Viborg taber. Ugen efter hører man så som regel noget i stil med: NU er det sidste udkald for Viborg. Hvorefter det hele gentages med gradvist højere stemmeføring, indtil enhver matematisk tvivl er forduftet. Det samme gør sig gældende i den anden ende af tabellen, hvor de forskellige medier kæmper om at udråbe de danske mestre.

Come on... Fodboldseere er ikke dumme (ikke allesammen, tror jeg i hvert fald). Vi ved godt nogenlunde, hvordan stillingen ser ud, og vi ved godt, at otte spillerunder betyder, at der er cirka 24 points at spille om. Der er ingen grund (whatsoever!) til at pumpe kunstig spænding ind i en kampoptakt eller en nyhedsudsendelse. Vis os fodbold, og hold kæft med "ekspert-vurderingerne". Det tangerer jo nærmest fremtidsforskning...

Fremtidsforskning... don't get me started...

Thursday, August 30, 2007

Næsten slut - og aldrig ud

Jeg har netop fundet ud af, at jeg kan tilgå min arbejds-mail hjemmefra. Det her internet-noget er fantastisk. Jeg behøver jo nærmest aldrig gå udenfor en dør mere!

Hvis nogen læser med, så mangler vi mælk. To liter. I kan bare stille dem udenfor opgangen og ringe på.

Friday, July 20, 2007

Intet nyt fra nogen fronter

Kopieret fra: tv2.dk

Andersen kunne ikke sige noget

20-07-07: 14:46 af: Kasper Højstrup Nielsen

Kim Andersen var ikke meget for at kommentere på sagen om Michael Rasmussens udelukkelse fra det danske cykel-landshold.

"Jamen det har jeg svært ved at sige noget om. Det er en sag mellem DCU og Michael Rasmussen. Jeg kan umuligt tage stilling til den," sagde han til TV 2 Sporten.

Kim Andersen sagde dog, at også ryttere på Team CSC har fået advarsler fra den Internationale Cykel Union, UCI.

"Vi har da også fået advarsler her på holdet. Jeg kender dog ikke til Michaels konkrete sag og kan derfor ikke sige noget om den," sagde den danske sports-direktør inden 12. etape.


Således skriver TV2 på deres website, og endvidere på tekst-tv.

Men hvad er det, der står? Kim Andersen kan ikke kommentere den verserende sag, idet han ikke er part i den. Ganske fornuftigt - det er en betændt omgang, og udenforstående kan ikke have nogen interesse i at kaste benzin på bålet.

Hvorfor er det så lige, TV2 vælger at lægge historien på nettet? Der er jo reelt set ikke nogen historie, bortset fra det lille anslag til sidst, hvor advarsels-tematikken drejes over på CSC´s egne ryttere.

Måske er det et udtryk for den måde, mange nyhedsmedier opfatter nettet på: "Det er et hurtigt medie; ergo skal vi handle hurtigt, og vi skal have flere historier og flere vinkler end vores konkurrenter".

Efter selv at have været et kort smut indenom ét af landets bladhuse, kan jeg vist godt tillade mig at påstå, at 'hastighed' i praksis er et mindst lige så relevant nyhedskriterie som de andre gængse kriterier, og det har en værdi i sig selv at være de første med en historie. Hvilket der for så vidt ikke er noget galt i, hvis blot i det mindste et par af de andre kriterier er til stede i teksten.

At Kim Andersen (non-)historien så ikke har noget reelt indhold, lader til at være mindre vigtigt. For journalisten i marken handler det om at få så mange reaktioner som muligt, fra så mange "kendte ansigter" som overhovedet muligt. Det er sådan set fair nok, at Kim Andersen udspørges om Rasmussen-problematikken, men når han så kommer med et svar, der er lige så brugbart og interessant som den gennemsnitlige Youtube-video, så må det være op til redaktøren (eller måske journalisten selv, men han ligger nok under for en nyhedskvote, som skal opfyldes hver dag*) at sortere den fra.

Bare fordi det er uproblematisk at lægge alt til rådighed for læserne, er det ikke ensbetydende med, at redaktørerne fuldstændig ukritisk skal spytte historier ud om alt og intet. Vi begraves dagligt med nyheder om bl.a. Tour de France - medierne er gået helt i selvsving, og det ville måske være på plads at bemærke, at kvantitet og kvalitet ikke altid går hånd i hånd. "Den bedste dækning" er ikke ensbetydende med: "Vi stiller alle spørgsmål til alle, og vi stiller dem HVER dag!"

* I øvrigt er det et sjovt tankeeksperiment at forestille sig en dag helt uden nyheder. Jojo, kom nu med... Forestiller du dig det? OK, forestil dig så, at ingen af de store dagblade opdaterer deres hjemmesider, i erkendelse af, at der ikke skete noget den foregående dag. Hvad er mest sandsynligt - at der ikke sker noget, eller at der ikke opdateres hjemmesider?